Jeg kører en del i bil, fordi jeg bor langt fra mit arbejde. Jeg kan godt lide at køre i bil, så det gør mig ikke så meget. Jeg hører musik. Jeg hører radio. Jeg snakker i telefon. Og jeg hører lydbøger.
Jeg har det egentlig lidt svært med lydbøger, for jeg foretrækker at indtage tekster som skrift. Jeg foretrækker selv at æde dem med øjnene. Og skønlitteratur kan jeg decideret ikke nyde at lytte til, for jeg synes, det er den forkerte måde.
Jeg har imidlertid fundet nogle smuthuller, så jeg hører faglitteratur eller bøger, der bevæger sig et sted på kanten mellem faglitteratur og skønlitteratur. Og helst hører jeg dem, der er indtalt af forfatteren selv.
På mine ture til og fra arbejde på det seneste har jeg derfor lyttet til bøger som “Fanden tage dig”, Niels Franks bog om drabet på hans søster. Jeg har lyttet til “Knud, den store”, der er Hanne Vibeke Holsts bog om sin far, digteren Knud Holst, hvis livshistorie faktisk på flere måder væver sig ind i min.
Jeg har lyttet til Rune Skyum-Nielsens “Ejersbo” om Jakob Ejersbos liv, der faktisk også er vævet ind med både min historie og Hanne Vibeke Holsts, selv om det nok kun er mig, der ved det. Og jeg har lyttet til samme forfatters samarbejde med Thure Lindhardt, “Amdi bliver til”. Amdi og Tvinds historie er på sin snævre vis også en del af min historie.
Lige nu er jeg næsten færdig med Pernille Ipsens “Et åbent øjeblik” om forfatterens syv mødre, om rødstrømpebevægelsen og lesbisk bevægelse. Den historie er på sin vis også min eller i hvert fald en del af grundlaget for min.
Hver af disse bøger tager 10-30 timer at lytte til, og det er mange timer at være i andres historier, men det er også uendeligt givende.