På et tidspunkt i min tidlige ungdom blev jeg ret optaget af Steppeulvene og især Eik Skaløes tekster og det faktum, at han var kærester med selveste Halfdans Rasmussens datter, Iben. Uhm. Iben, der senere kom til Holstebro og Odin Teatret, hvilket jeg også efterfølgende har dyrket en del i min sjæl.
I sangen ”Itsi Bitsi” synger Eik Skaløe ”Jeg har blaffet titusinde kilometer”, og det blev så en ambition for mig at blaffe titusinde kilometer.
Det mål opnåede jeg som 20-årig i 1997 efter at have blaffet i Tyskland, Frankrig, Italien, Østrig og Schweiz samt rigtig mange gange fra Århus (hvortil jeg var flyttet i 1996) til Thy og fra Århus til København.
Det var sammen med Gitte og Trine og Søren og Bo og flere til, og I ved, hvem I er.
Fordi jeg selv kørte med i bilen hos så mange dengang, har jeg siden praktiseret ”pay it forward”, betal tilbage til det store hjul, og tager altid selv blaffere med, når jeg som privatkapita-billist drøner rundt i landet, hvilket jeg jo gør en del.
Engang i slutningen af halvfemserne, hvor jeg var hjemme i Thy og kørte rundt i min salig mors bil (og lyttede til soundtracket til Lost Highway – det var sådan, jeg opdagede Rammstein) samlede jeg en finne op, der skulle til Nordisk Tingmøde ude i Thylejren. Jeg kørte hende hele vejen derud og endte med at være med til Tingmødet. Det formede mig en del. Der var bål og ritualer.
I mange år har der ellers været lidt stille på blaffer-fronten, men nu blaffer de unge mennesker igen. I december gav jeg en ung et lift fra Viborg og til Vojens Højskole og fik en lang snak med hende om mennesker, generationer, klima og kunst, som stadig rumsterer i mig.
Og her til morgen på vej fra Thorsted til Viborg, samlede jeg to elever fra HF Imagine i Svankær op. De skulle til København og til Billie Eilish-koncert, fordi selvfølgelig skulle de dét.
De kunne faktisk endda huske mig fra scenen, fordi de var med den aften i januar, hvor jeg optrådte med ord før Emma Holtens foredrag.
Og jeg lovede dem at invitere alle til her på lørdag i Svankær, hvor de holder en stor festival med musik, mad, uld og latteryoga, og alle er meget velkomne.
Billedet af Gitte og mig er vist umiddelbart det eneste billede af blaffeturene, jeg overhovedet har. Jeg aner ikke, hvem der har taget det, men det foresvæver mig, at vi havde et engangskamera med, som jeg fik fremkaldt længe efter, og så var dette billede derpå.
