Jeg er i gang med en rodbehandling hos tandlægen. I gang betyder, at jeg blev mishandlet d. 12/12 og igen i går og skal mishandles videre senere på måneden. Det er første gang, jeg får en rodbehandling, men jeg havde godt hørt, at det ikke ligefrem var nogen fornøjelse.
Mine tænder lider under at have været udsat for børnetandplejen i 1980’erne. De vidste jo ikke bedre, men salig Hans Sørensen, der mange år senere kørte sig ihjel på motorcykel, og op i hvis pandehvirvel jeg kiggede i mange timer i min barndom, fyldte mine tænder med sølv-amalgam ved enhver indikation på karies, og disse fyldninger har med årene udvidet sig og løsnet sig og knækket flere af mine tænder. Én af dem er ved at blive reddet med den voldsomme rodbehandling.
D. 12. december lå jeg altså i en helt anden tandlægestol flere årtier senere og fik rodbehandlet tanden. Og som om lidelserne ikke var slemme nok i sig selv, blev jeg simpelthen Whammed, mens jeg lå der. Jeg tabte i Whamageddon, fordi P4 kørte i rummet.
Hvis der skulle sidde en enkelt, der ikke ved, hvad Whamageddon er, så er det en leg i december, der handler om at undgå at høre Last Christmas med Wham, og det var lykkedes mig en halv december, indtil det kollapsede midt under min rodbehandling.
I går slap jeg for Wham*, men jeg slap ikke for P4, som jeg ellers aldrig lytter til, og de spillede så til gengæld The Look med Roxette, hvilket på et splitsekund tog mig tilbage til Hanstholm Skole og foråret 1989, hvor vi havde håndarbejde i 6. klasse, og nogen spillede Roxette på kassettebånd, mens vi sikkert syede og strikkede.
* Slap af – det er bare en leg. Jeg har været med i Whamageddon i snart et årti, og jeg er før blevet beskyldt for at være nederen og hade Wham og føle mig hævet over folkets musik og what have we not. Det er en sjov leg, og sangen er noget over-spillet, så derfor er der noget at lege med.