MEDMINDRE MED MERE

NÅR DER ER BROMBÆR

En brombær sat for fem år siden

har nu millionvis af torne

har spredt sine fangarme ud

har sat sig i spidsen for alting

har givet sine profetier, sine spådomme.

Der er nok at plukke: år og bær.

Der er nok at se til.

Der er nøgne marker nøgne kroppe nøgne håb

der er noget at spise og noget at sylte

og noget at finde og noget at befri.

Og sådan føles alting sådan føles du

når der er brombær

når der er brombær

når der er brombær.

Forleden var det 30 år siden, at Kurt Cobain døde, men han blev først fundet nogle dage senere, og det var før internettet, så nyheden nåede lidt senere til Nordjylland. Helt specifikt modtog jeg nyheden d. 8. april 1994 om aftenen i en kø ude foran Rock Nielsen i Jomfru Ane Gade i Aalborg.

I april 1994 var jeg 17 år gammel og gik i 2.g på Thisted Gymnasium. Jeg havde været fan af Nirvana i nogle år. Nevermind. In Utero. Og In Utero er jo latin (betyder: I livmoderen) og betød måske derfor lidt ekstra for mig som klassisksproglig gymnasieelev og sprognørd. Musikken, jo, men for mig har det altid også været teksterne.

D. 8. april 1994 var vi en stor gruppe fra Thy, der var taget med bus til Aalborg for at støtte Frantics (senere Ludo X) og Elton Åge (senere Raunchy), mener jeg, der var gået videre til enten kvartfinalen eller semifinalen i DM i Rock, som Ludo X jo senere samme år vandt.

D. 8. april 1994 var en fredag. Vi havde drukket en del øl i bussen. I Jomfru Ane Gade mødte nogle af de andre nogle bekendte, der kunne fortælle, at Kurt Cobain var død. Nyheden spredte sig som en løbeild. Folk begyndte at græde. Vi var jo 17 år eller deromkring, og Nirvana havde ændret hele verden. Sådan følte vi. Grungen var vores tid, vores liv.

Resten af aftenen husker jeg det som, at jeg mest bare sad inde på Rock Nielsen og skrev om Kurt med kuglepen på servietter. Det blev senere til et digt, der fik titlen “Rock og stilhed for Kurt”. Læst i 2024 er det mildest talt ikke et specielt fremragende digt, men det var dælme dybfølt, og jeg nævner lige igen, at jeg var 17 år ung. I kan se det vedhæftet her i en lidt senere indtastning på skrivemaskine.

Jeg boede stadig i Ræhr, men jeg overnattede hos Frich, tror jeg, for dagen efter hjemme i Thisted skulle vi på gymnasiet og øve til musicalen Trofaldino, som snart ville få premiere. Ved skolen var flaget hejst på halvt, og jeg troede lige, det var til ære for Kurt, men det viste sig at være grundet Danmarks besættelse 9. april.

Forleden var det 30 år siden, og pludselig er der gået 30 år.

Min digtsamling “Format” er netop udkommet på Edition Tiger. Kontakt mig, hvis du gerne vil købe den.

For 5 år siden forlod jeg uden varsel Facebook og mistede en stor del af mit netværk. Jeg siger jer, man bliver glemt, når man forlader Facebook. Eller jeg gjorde. Af de fleste. Det har jeg været ked af og tænkt meget over. Og det har altså ikke været, fordi jeg ikke har været til at finde. Jeg har en hjemmeside, hvor både min mailadresse og mit telefonnummer ligger åbent tilgængeligt. Men det falder måske ikke folk nemt længere at kommunikere andre steder?

Jeg forlod Facebook mest af principielle grunde. Datakapitalisme og alt det jazz, men også de grimme debatter, svindlerne, den massive mængde spam samt algoritmer, der ikke lader os bestemme ret meget selv.

Jeg var glad for mine mange forbindelser, men jeg tænkte, åbenbart naivt, at hvis jeg smuttede, ville jeg gøre mit for, at gamle kommunikationsformer blomstrede op igen, og ved hårdt arbejde er dette for så vidt blevet sandt i hvert fald for mig. Jeg har nydt at maile med folk igen. Sms’e.

Og jeg har levet, har jeg. Jeg har født et barn mere og er flyttet fra København til Thy og har købt hus og mistet min mor og overlevet en pandemi (jaja, det har vi alle), og har klaret pædagogikum og er blevet fastansat på Viborg Katedralskole og har stillet op til kommunalvalget og har mistet mine mellemste børns far, Kaj, og har været for eksempel på Samsø og i Leipzig og i Paris og er blevet 5 år ældre (jaja, det er vi alle).

Men i store træk har jeg mest savnet og følt mig glemt. Jeg er gået glip af viden, arrangementer, debatter, memes og frække tilbud. Og det kan ikke KUN være, fordi jeg er blevet gammel.

Nå, men jeg er ikke ophørt med at eksistere, og Facebook vil åbenbart ikke forsvinde til fordel for sundere kommunikationsformer, bare fordi jeg ikke er der, så nu har jeg givet efter og er kommet tilbage. Jeg er svag. En hykler og en vendekåbe. Har ingen rygrad. Og så videre. Så her har I mig igen.

Når det er sagt, er det ikke det samme Facebook, jeg vender tilbage til. Dels er den tid vist forbi, hvor folk deler deres hverdag i vidt omfang og i stort og småt. Dels har jeg selvfølgelig ikke ret mange venner endnu.

Jeg er begyndt at anmode folk, men der er langt endnu, før min venneliste er trecifret. Hvis du stadig læser med, og det stadig er december 2023, og du gerne vil med på beatet, og du gerne vil kende mig igen eller på ny eller stadigvæk, så bliv gerne min Facebook-ven. Og del gerne med andre, der kender mig og måske vil genetablere et skrøbeligt kendskab. Det handler trods alt stadig om forbindelser.

Denne sensommer, dette tidlige efterår, står for mig i Jennys tegn, og det selv om Jenny for så vidt ikke findes. Jenny er Jenny from Thebes, hvilket er titlen på det næste album med The Mountain Goats, der udkommer til oktober. Indtil videre er der to singler ude – “Clean Slate” og “Fresh Tattoo”, og de smager af mere, meget mere.

Jenny er ikke ny i sangskriver John Darnielles tekstunivers. Faktisk dukkede hun allerede op for mindst 20 år siden, men har hidtil kun været nævnt indirekte eller som en person, en anden længes efter eller hører fra pr. telefon eller postkort, og hendes karakter er stadig under udfoldelse.

Jeg har lyttet nærmest religiøst til The Mountain Goats i snart 10 år and counting. Hvert år uden undtagelse topper bandet min Spotify Wrapped. Det begyndte, da nummeret “Up the Wolves” var med i serien The Walking Dead, og derefter gravede jeg mig længere og længere ned i bagkataloget. Der er stadig albums og sange, jeg kender langt bedre end andre, og der bliver ved med at være mere at komme efter.

John Darnielle, der er den primære “bjergged”, selv om han sjældent selv tager æren, er utroligt produktiv, utroligt vidende, utroligt belæst og utroligt dyb, og jeg nyder at tage med ham alle steder hen.

Hvis du ikke kender The Mountain Goats og er den nørdede, poetiske, mørke, men bløde type, så prøv dem af. Hvis du kender dem og vil have mere, men ikke kender Richard O’Briens podcast og substack-nyhedsbrev Now Here We Are Thirty Years Later, så tjek den ud. Han analyserer, reminiscerer og sætter i forbindelse, så det er en fryd.

Imens venter jeg på Jenny, mens jeg lytter og læser, imens jeg i virkeligheden har travlt med livet og hverdagen, men mest af alt mærker Jenny.

Tidligere på måneden var jeg i Paris. Første og indtil da eneste gang jeg havde besøgt Paris, var i 1997, hvor jeg var blaffet dertil med venner og uden ret mange kroner eller franc på lommen. Det var en anden tid.

Nu, i 2023, så jeg byen på en lidt anden måde. Jeg fik vist alle mine børn Eiffeltårnet. Sidste gang jeg så Eiffeltårnet IRL, var da verden talte ned til årtusindskiftet. Den dag var der ifølge store lysende tal på tårnet 897 dage til år 2000. Det er længe siden.

Derudover genbesøgte jeg Jim Morrisons grav på Père Lachaise. I 1997 kunne vi gå helt hen til graven, sætte os med guitaren, lægge en gave (f.eks. en flaske whiskey), hænge lidt ud. I 2023 er den lukket inde bag et hegn, så man ikke umiddelbart kan komme helt hen. Det er lidt trist.

——-

Den næste gang
jeg kommer til
Paris
er 26 år
senere

jeg er 46
og mit liv
er stadig én
lang og varm
pilgrimsfærd

imod
Jim Morrisons
grav

——-

På Père Lachaise besøgte jeg også Apollinaires grav. Forinden havde jeg genlæst Allen Ginsbergs digt fra 1958, der handler om hans, Ginsbergs, besøg ved selvsamme grav. Og på den måde er der sammenhæng i alting. Og på den måde kredser digterne om hinanden.

Digter (undertegnede) på grøn baggrund som blikfang.

På lørdag d. 17. juni 2023 læser jeg digte op i Århus. Det sker ca. kl. 13 på DOKK1 til et arrangement, der hedder Flere Forfattere Ser Grønt På Scenen (klima-tema). Arrangementet foregår i Verdensrummet og kører fra 11-15. Alle er velkomne!

I sidste weekend var vi i København. Der var forskellige ting på programmet, men årsagen til turen og det væsentligste programpunkt for min 12-årige og mig var koncert søndag aften i Royal Arena.

Vi skulle se Sabaton, og det var lidt af et brag. Jeg var nok ikke taget af sted, hvis det ikke havde været barnets store ønske, men det var et godt show, og jeg kan godt lide musikken, selv om jeg ikke dyrker den udpræget.

Opvarmning var Lordi og Babymetal. Jeg kan ikke ret godt med Babymetal, men at høre Lordi var en stor forløsning på en spænding, der har siddet i mig siden 2006, hvor de tog verden (mig) med metalstorm, da de vandt Eurovision (blandt andet grundet stemmerne fra World og Warcraft-segmentet). Så det var godt at få dem set, og de var sjove og gode.

Så var der Death Island Festival i går. Jeg var af sted sammen med min ven og tidligere kollega Natasja, og vi blev passet op af Nordjyske, der tog billeder og fik en snak med os. Det blev til denne artikel. Det er altid morsomt at se mediernes fortolkning eller forvrængning af ens ord, og artiklen er da ok, men der er en del smuttere. Here goes:

1 Natasja hedder Natasja og ikke Natacha.

2 Vi snakkede med Hans-Jørgen og ikke Chris fra Svartsot (på billedet).

3 I ovenstående citat fik de ikke med, at jeg fremhævede Heavy Agger – og at jeg havde lidt af et glimt i øjet, da jeg sagde HELT til Viborg eller Aalborg. LOL.

4 Jeg sagde noget i retning af ovenstående, men det var i en sammenhæng, hvor jeg sagde, at vi var mange gamle, der stadig hører metal, men at der OGSÅ kommer nye til.

Påskeferie og en smule ro i hovedet, men i morgen bliver den ro i hovedet ødelagt på vidunderlig vis. Da åbner første udgave af Death Island Festival på Mors nemlig. Metalfestival på øen, hvis navn jo betyder “død” på latin.

Jeg for min del glæder mig meget, og jeg trænger også altid til oplevelser i påsken. Ellers bliver der for stille, når man hverken er kristen eller har familietraditioner, der fylder.

I dag er det tre år siden, Mette Frederiksen lukkede landet ned.

Tre år er både lang tid og kort tid, men datoen er sådan én, jeg husker. Den aften på pressemødet skete der noget, der aldrig er sket før. Uvisheden blev større. Glæderne blev nogle andre.

Jeg troede vist nok, at sygdommen ville være væk, hvis bare alle holdt sig indendøre i et par uger. Der blev jeg klogere.

Efterfølgende kan jeg personligt mærke, at jeg er blevet mere taknemmelig for mindre og færre sociale begivenheder. Jeg tager ikke samvær for givet mere.

Tre år siden 11. marts 2020 – en moderne mærkedag. Jeg husker tydeligt, hvad jeg lavede, tænkte og oplevede den dag.

Jeg har meget travlt for tiden, og mit hoved er fyldt med alt andet end poesi. Og så klemmer poesien sig alligevel ind. Jeg finder et øjeblik til at sætte mig med en digtsamling. Inspirationen insisterer på, at jeg skriver noget. På en måde er poesien den vigtigste konstant i mit liv. I dag ankom dette lille digt.

Jeg har været i København et par dage, og det har været dejligt. Jeg har hygget rundt og set gode venner og andre søde mennesker. Men at jeg boede der indtil for 4 år siden – det er til gengæld helt surreelt.

Jeg benyttede lejligheden til at gå i Vester Vov Vov og se filmen Aftersun, der er den skotske instruktør Charlotte Wells’ debutfilm. Det er sådan en film, der lyder triviel på papiret, men virkelig ikke er det i udførelsen. Den er rørende og dragende og mystisk og fin. Men man skal nok kun se den, hvis man, som jeg, kan lide film, hvor der fortælles en masse, uden at der egentlig sker ret meget. I så fald: Stor anbefaling.

Jeg er begyndt at spille bridge.

Siden jeg i min ungdom læste Agatha Christies Cards on the Table, hvor Hercule Poirot aktivt bruger referencer til et spil bridge i opklaringen af et mord, har jeg vidst, at jeg en dag ville begynde at spille bridge.

Jeg har dog altid tænkt, at det var noget, jeg ville gøre sent i livet. Også fordi det angiveligt holder de små grå godt i gang (altså hjernecellerne, ikke lakridsshotsne).

Og måske er det også bare efterhånden sent i livet. Jeg fylder 47 i år, må vi ikke glemme. Og selv om der er en stejl læringskurve i spillet, er der så meget at lære, at jeg hurtigt kan nå at blive decideret gammel, inden jeg bliver virkelig rutineret.

Nu skal dette ikke primært være en dødsblog, selv om det da egentlig er et fremragende ord, men i går gik én af Danmarks største digtere bort. Henrik Nordbrandt er her ikke mere. Det skrives der meget om, så her kommer bare en enkelt anekdote (der er andre, men nu får I denne).

I 1998 var jeg med studiet (klassisk filologi i Århus) på studietur til Grækenland. Tænk, at det er 25 år i år. Vi kørte rundt i en lejet bud – I ved, sådan én med en mikrofon, som en rejsefører eller andre kan sige noget i. Jeg havde meldt mig til at stå for et poetisk islæt, så jeg havde medbragt Henrik Nordbrandts Opbrud og ankomster, som jeg læste højt af i mikrofonen, mens bussen slingrede ad de støvede græske veje.

Jeg ved ikke, om publikum i den bus var lige så glad for ordene, som jeg var, men ordene fik de, og tak for dem, Henrik. Tak for alle ordene!

Tom Verlaine er død, og det sendte mig direkte i Samlede Strunge. Michael Strunge refererer nemlig til Tom Verlaine, som han refererer til så mange andre digtere, sangskrivere, tænkere.

Den bog, jeg har læst allermest i mit liv, er muligvis Strunges Drømmens Faner. Eller Vi folder drømmens faner ud, som den officielle titel er. Den er fra 1981, men der skulle gå ca. 10 år, før jeg flyttede ind i den.

Jeg ejede ikke en samling af Strunge, før Samlede Strunge udkom i 1995, men jeg hev dem rutinemæssigt hjem fra biblioteket længe før.

Én af mine bedste venner i gymnasiet boede alene og tæt på gymnasiet, og de havde fået udleveret Drømmens Faner fra skolens bogkælder til dansktimerne. Og når vi var hos bemeldte ven, pløjede jeg den igennem, gang på gang på gang.

Jeg har altid haft det sådan, at en god digter skriver også gode digte, så i et forfatterskab (eller et musikalsk bagkatalog) er der bestemt plads til, at alle tekster ikke er helt perfekte. I virkeligheden handler det om at kunne skrive, og om det meste af tiden at skrive om noget, der rammer noget. Men derudover handler det om, at digteren er et menneske, vi gerne vil høre fra.

Og Strunge har jeg altid gerne villet høre fra. Han døde desværre, før jeg blev klar til at læse ham, mens hans digte har fulgt mig, siden jeg var ung teenager, og jeg vender stadigvæk ganske jævnligt tilbage til dem, ligesom jeg kan citere metervis af hans linjer uden forberedelse.

Strunge skrev om Bowie og New Order og Joy Division. Om Breton og Rimbaud og Baudelaire. Om Sarvig og Jac og Holck. Om The Cure og Roxy Music. Og altså også blandt andet om Tom Verlaine, som nu er død. Må han hvile i fred!

Jeg har skrevet et digt, hvor det nok ikke ligefrem fornægter sig, at jeg er lærer i oldtidskundskab. Og hvor jeg optræder i ret fint selskab. Det er jo fordelen ved at være den, der skriver digtet.

Ritt Bjerregaard er død. Må hun hvile i fred.

Jeg har aldrig været socialdemokrat, men jeg har været fan af Ritt, siden jeg var 13. Min meget kristne (apostolske) mormor brød sig nemlig ikke om hende, fordi hun efter min mormors mening var sådan lidt okkult i det, hvilket viste sig primært at være, fordi Ritt var fan af et band med det mørke og dystre navn “Sort Sol”.

I modsætning til min mormor syntes jeg da egentlig, at Sort Sol lød tillokkende, og jeg begyndte at lytte til dem, og jeg har været fan af både dem og Ritt Bjerregaard lige siden.

Ritt Bjerregaard viste sig med årene også at være mere end blot fan af god punkrock. Hun har altid været ret åben og ærlig og delt ud af sig selv og sin historie, inklusive normbrud, så hun altid fremstod som et helt menneske, også på afstand.

Det er vinter. Mest har den været grå og våd, men nu er frosten tilbage. Heldigvis er der sange, der kan minde om, at det også en dag bliver sommer igen.

Jeg kan egentlig godt lide alle årstiderne, og sommer er således ikke for mig entydigt bedre end vinter, men når det har været vinter et stykke tid, begynder jeg at få brug for grønt til øjnene og varme i knoglerne, og det punkt har jeg nået nu.

Og Joakim Berg har udgivet et helt perfekt nummer, der hedder “Sommaren”. Joakim Berg var jo forsanger i Kent, og hvis man er til ord, og hvis man kan svensk, ved man måske, at han er garant for tekster med velsmagende ord, der stikker dybt. Det synes jeg i hvert fald.

Kent er opløst, men Joakim Berg er still going strong. I 2022 udkom hans soloalbum “Jag Fortsätter Glömma”, som jeg hørte til blods og tyndslidt i løbet af sommeren, og da det blev vinter, udkom altså nummeret “Sommaren”, der er en duet med Maria Jane Smith. Jeg ved ikke, om det bare er en stand-alone-single, eller om det er en forløber for noget, men i mit liv er det i hvert fald en forløber for årstider, der vil komme.

Maria Jane Smith har om samarbejdet sagt: ”Vi tyckte att om någon vinter behöver en sommarlåt så är det den här vintern. Låten är en betraktelse av de kyliga vindarna som blåser i världen, en längtan efter mänsklig värme, och en påminnelse om att det alltid vänder till sist.” 

Det vender til sidst. Verdens kølige vinde vil vende.

Jeg kører en del i bil, fordi jeg bor langt fra mit arbejde. Jeg kan godt lide at køre i bil, så det gør mig ikke så meget. Jeg hører musik. Jeg hører radio. Jeg snakker i telefon. Og jeg hører lydbøger.

Jeg har det egentlig lidt svært med lydbøger, for jeg foretrækker at indtage tekster som skrift. Jeg foretrækker selv at æde dem med øjnene. Og skønlitteratur kan jeg decideret ikke nyde at lytte til, for jeg synes, det er den forkerte måde.

Jeg har imidlertid fundet nogle smuthuller, så jeg hører faglitteratur eller bøger, der bevæger sig et sted på kanten mellem faglitteratur og skønlitteratur. Og helst hører jeg dem, der er indtalt af forfatteren selv.

På mine ture til og fra arbejde på det seneste har jeg derfor lyttet til bøger som “Fanden tage dig”, Niels Franks bog om drabet på hans søster. Jeg har lyttet til “Knud, den store”, der er Hanne Vibeke Holsts bog om sin far, digteren Knud Holst, hvis livshistorie faktisk på flere måder væver sig ind i min.

Jeg har lyttet til Rune Skyum-Nielsens “Ejersbo” om Jakob Ejersbos liv, der faktisk også er vævet ind med både min historie og Hanne Vibeke Holsts, selv om det nok kun er mig, der ved det. Og jeg har lyttet til samme forfatters samarbejde med Thure Lindhardt, “Amdi bliver til”. Amdi og Tvinds historie er på sin snævre vis også en del af min historie.

Lige nu er jeg næsten færdig med Pernille Ipsens “Et åbent øjeblik” om forfatterens syv mødre, om rødstrømpebevægelsen og lesbisk bevægelse. Den historie er på sin vis også min eller i hvert fald en del af grundlaget for min.

Hver af disse bøger tager 10-30 timer at lytte til, og det er mange timer at være i andres historier, men det er også uendeligt givende.

Jeg havde egentlig tænkt mig at forbigå Tobias Rahims digtsamling i relativ stilhed. Den udkom lige i tide til julehandlen, og jeg har læst uddrag nok til at tillade mig at mene, at den mere er en form for salgbar gimmick end en egentlig digtsamling – i hvert fald i forhold til mine præferencer. Meget ligesom salig Prinsgemal Henriks skriverier i bogform.

Den markedsføres ikke desto mindre som en digtsamling, så selv om jeg godt vidste, at den både indeholdt mange relativt hudfyldte billeder samt ord, så havde jeg en forestilling om, hvilken type bog der var tale om.

Men så kom jeg for skade at se den i fysisk form. Jeg var på biblioteket, og dér var den udstillet, og der er kun én måde at sige det på: Den er kæmpestor. Den er formatmæssigt mere sofabordsbog end digtsamling, og jeg må sige, at det overraskede mig. Så meget at jeg var nødt til at blogge om det.

Det er ikke størrelsen, det kommer an på, men gørelsen. Nogle gange er størrelsen dog alligevel så påfaldende, at det ikke er til at overse.

Da jeg var barn, var nytårsløjer ufravigelige og voldsomme. Jeg har vist ikke selv været med til noget ulovligt, men det gik hårdt for sig i Ræhr, hvor trillebøre blev hejst op i flagstænger, vinduer smurt ind i margarine og traktorer kørt langt væk fra deres maskinhuse.

Jeg ved ikke, hvor meget der egentlig har ændret sig i mellemtiden, men så sent som i år har jeg hørt om såkaldte nytårsløjer, der er blevet til forsikringssager.

I Sjørring – nogle kilometer her fra Thorsted – er der hen over nytåret sket noget, som næppe kan kategoriseres som voldsomt, men som jeg har moret mig over de sidste par dage, når jeg er kørt forbi. I dag fik jeg taget et billede i skumringen, hvoraf det fremgår, hvad der er sket.

Jeg er i gang med en rodbehandling hos tandlægen. I gang betyder, at jeg blev mishandlet d. 12/12 og igen i går og skal mishandles videre senere på måneden. Det er første gang, jeg får en rodbehandling, men jeg havde godt hørt, at det ikke ligefrem var nogen fornøjelse.

Mine tænder lider under at have været udsat for børnetandplejen i 1980’erne. De vidste jo ikke bedre, men salig Hans Sørensen, der mange år senere kørte sig ihjel på motorcykel, og op i hvis pandehvirvel jeg kiggede i mange timer i min barndom, fyldte mine tænder med sølv-amalgam ved enhver indikation på karies, og disse fyldninger har med årene udvidet sig og løsnet sig og knækket flere af mine tænder. Én af dem er ved at blive reddet med den voldsomme rodbehandling.

D. 12. december lå jeg altså i en helt anden tandlægestol flere årtier senere og fik rodbehandlet tanden. Og som om lidelserne ikke var slemme nok i sig selv, blev jeg simpelthen Whammed, mens jeg lå der. Jeg tabte i Whamageddon, fordi P4 kørte i rummet.

Hvis der skulle sidde en enkelt, der ikke ved, hvad Whamageddon er, så er det en leg i december, der handler om at undgå at høre Last Christmas med Wham, og det var lykkedes mig en halv december, indtil det kollapsede midt under min rodbehandling.

I går slap jeg for Wham*, men jeg slap ikke for P4, som jeg ellers aldrig lytter til, og de spillede så til gengæld The Look med Roxette, hvilket på et splitsekund tog mig tilbage til Hanstholm Skole og foråret 1989, hvor vi havde håndarbejde i 6. klasse, og nogen spillede Roxette på kassettebånd, mens vi sikkert syede og strikkede.

* Slap af – det er bare en leg. Jeg har været med i Whamageddon i snart et årti, og jeg er før blevet beskyldt for at være nederen og hade Wham og føle mig hævet over folkets musik og what have we not. Det er en sjov leg, og sangen er noget over-spillet, så derfor er der noget at lege med.

Én af mine store interesser er bagværk og særligt sæsonbetonet bagværk.

Og når jeg siger, at det er en interesse, så mener jeg egentlig ikke, at jeg bager specielt meget.

Bevares, jeg kan godt bage en kage eller en kringle eller nogle julesmåkager, men jeg gider ikke se andre mennesker konkurrere i bagning i fjernsynet, og jeg er primært interesseret i at spise bagværk frem for at fremstille det.

Sekundært er jeg interesseret i kulturhistorien bag diverse former for bagværk, og det er her, sæsonbetonet bagværk kommer ind i billedet.

Julen er slut, og derfor glider vi umærkeligt videre til fastelavnsboller. Nogle mennesker har brug for at melde ud, at de synes, det er lige i overkanten at skride direkte til fastelavnsboller, så snart kalenderen er skiftet til et nyt år, og nogle mennesker synes endda godt, de kan få nok af fastelavnsboller, og her vil jeg bare melde mig klar: Bring on fastelavnsboller.

Særligt når vi med den nye regeringsaftale står til at miste de varme hveder. Det vil ændre voldsomt på det bagværks-kulturelle år i Danmark.

Fordi jeg ikke er på Facebook, er det nærmest, som om jeg ikke længere eksisterer for mange mennesker. Det er, som om deres opmærksomhed er indskrænket til det, der sker på deres Facebook. Og jeg er både mærkelig og provokerende i visse menneskers øjne, fordi jeg ikke er på Facebook.

Men lad os lige spole tilbage. Jeg kom på Facebook i 2007, og da var jeg én af de første danskere. Og der var stille, og jeg kendte kun ganske få derinde. Men så voksede det, og jeg må tage på mig, at jeg talte meget varmt for Facebook i de første år. Det var så fedt at kunne dele mit liv og følge med i andres liv. Jeg fik hjælp til flytninger, jeg kom til flere fester og fik flere gæster til mine, jeg havde overblik over, hvad der skete. Det var en god tid. Og faktisk tror jeg godt, jeg kan pinpointe, hvornår det for mig blev noget andet og mindre uskyldigt. Det skete i 2009, hvor “likes” blev opfundet. Ja, længere er det ikke siden. Og da man pludselig kunne like, var der noget kommunikation, der forsvandt, og en form for konkurrencementalitet, der blev næret. Det handlede om at skabe “content”, som folk ville like, og det ændrede på tingene, mere og mere som årene gik.

Jeg havde engang 3000 “venner”, og der var gang i den, men en dag havde jeg fået nok, og så lukkede jeg min profil fra den ene dag til den anden. Det er 5 år siden nu.

Fordi jeg ikke er på Facebook, går jeg glip af meget. Jeg kan mærke, at jeg får meget færre invitationer og spændende henvendelser (men dog også færre af de trælse “spændende” henvendelser). Jeg kan mærke, at folk har svært ved at inkludere mig. Visse er blevet decideret irriterede på mig, fordi jeg har talt for, at samtaler skulle foregå andre steder end Facebook. For nogle mennesker er det simpelthen så nemt at bruge Messenger, at de ikke KAN skrive en SMS eller mail – eller ikke vil prioritere det. Og der er stadigvæk kommunikation, jeg gerne vil være en del af, som kører på Facebook, så jeg må lave krumspring for at kunne følge med – eller må droppe det. Jeg har været ude i at bruge en hemmelig profil med et falsk navn, men det er heller ikke hensigtsmæssigt, så det vil jeg gerne slippe for. Jeg finder jo samtaler andre steder og nyder det sociale, jeg alligevel har, men jeg ER bitter og trist over, hvor meget jeg mistede, da jeg forlod Facebook.

Det kan simpelthen ikke passe, at jeg er ude af enhver samtale, fordi jeg er skredet fra datakapitalisterne. Eller kan det?